Traumer
Når vi bliver udsat for traumer - det kan f.eks. være et biluheld, et overfald eller andet – sætter det sig i hele vores system, også i vores krop. Derfor skal kroppen inddrages i behandlingen.
Ved et traume vil vores nervesystem reagere med at gå i det, man kan kalde ”overlevelsesberedskab”. Alt afhængig af traumets karakter og vores nervesystems gearing vil vi f.eks. gå i ”kamp-flugt-beredskab”, hvor vores indskyldelse er at handle ved at kæmpe eller flygte. Eller vi går i ”kollaps-beredskab”, hvor vi bliver handlingslammede. Det er ikke noget, vi selv kan styre bevidst, men noget vores nervesystem instinktivt gør for at sikre hurtighed og dermed bedst muligt udfald for os. Uanset om vi går i det ene eller andet overlevelses-beredskab, sker der det, at vores evne til at tænke og analysere bliver reduceret. Det sker for at sikre hurtighed, for i en potentielt livstruende situation har vi ikke tid til at stå og tænke os om, - der skal vi bare handle. Konsekvensen er, at når vi efterfølgende skal bearbejde traumet, er det ikke nok kun at tale om det og bearbejde det med vores tænkning (kognitivt). Det skyldes, at traumet er oplevet på de lavere liggende niveauer i hjernen og især bliver husket kropsligt og ikke kun sprogligt. Derfor er vi nødt til at arbejde med den kropslige oplevelse af traumet, så kroppen også kan få mulighed for at mærke, at faren er overstået og at den kan afblæse alarmen. Hvis vi kun behandler traumet ved at tale om det, vil kroppen typisk stadig være i alarmberedskab og fortsætte med at være stresset og på vagt.
SUSANNE er plaget af besvær med at falde i søvn, mareridt og urolig søvn. Om dagen har hun et højt stress niveau i kroppen og er på vagt hele tiden. Hun bruger f.eks. megen energi på at holde øje med, hvem der kommer ind på hendes kontor område. Hun søger hjælp for at nedbringe sit stress niveau. I den indledende samtale fortæller hun, at hun ikke føler sig stresset af sit arbejde og egentligt ikke forstår sine reaktioner. Et stykke inde i samtalen fortæller Suzanne, at hendes mareridt altid handler om en voldtægt, hun var udsat for et par år tidligere. Efter voldtægten gik hun i samtaleterapi, og hun troede egentligt, at hun havde lagt det bag sig.
I den efterfølgende terapi arbejder vi kropsligt med at iagttage og følge Suzannes krops reaktioner og afdække, hvad hendes krop og nervesystem har brug for. Suzanne opdager, at hendes krop har brug for, at hun skubber væk mod en modstand og råber ”STOP”. Hun gentager bevægelsen nogle gange, og hun oplever stor afspænding og at hun kan give slip i kroppen. Suzanne får efterfølgende kontakt til en stor sorg over det, der er hændt hende. Det er en stor lettelse at mærke, at hendes krop gerne ville have forsvaret sig, og hun oplever en stor forbløffelse over, at dette instinkt stadig sidder i hendes krop. I selve traumesituationen var overmagten for stor, det var ikke muligt for hende at kæmpe imod, så Suzannes nervesystem sørgede for, at hun gik i kollaps-beredskab. Det er noget, hun har haft mange selvbebrejdende tanker om siden. Den kropslige bearbejdning af hendes traume betyder, at Suzanne får bedre søvn uden mareridt, og at hendes system er mindre på vagt i hverdagen.
Da jeg har tavshedspligt er navnet Suzanne opdigtet.
”There´s a crack in everything, that´s how the light gets in”
Leonard Cohen
MADS er blevet væltet på sin cykel af en fodgænger, der i fuldskab faldt ud i ham på cykelstien. Trods det, at han havde cykelhjelm på, blev Mads slået bevidstløs, og han kan ikke siden huske, hvad der skete. Han pådrager sig i ulykken en hjernerystelse, som han stille og roligt kommer sig over. Da Mads er klar til at cykle igen, finder han ud af, at han er blevet bange for at cykle. Hver gang han prøver, spænder han i kroppen, og hvis der er noget, der bevæger sig på fortorvet på hans højre side, undviger han med det resultat, at han slår et stort sving ud på vejen eller cykelstien. Mads har lyst til at lade være at cykle, men hører fra en ven, at han kan få hjælp til at arbejde med sin frygt. Han møder derfor i klinikken med sit problem.
Trods Mads´ hukommelsestab husker hans krop hændelsesforløbet og vi arbejder igennem kroppens bevægesekvenser, indtil hans nervesystem er tilbage i ligevægt og forstår, at det ikke skal reagere, som om der kommer noget flyvende fra højre. Efter fem ganges behandling er Mads roligt tilbage på cyklen uden at spænde i kroppen og uden uhensigtsmæssige reaktioner.
Da jeg har tavshedspligt er navnet Mads opdigtet.