top of page

Om Sensorimotorisk Psykoterapi

Sensorimotorisk psykoterapi er en ny terapiform i Danmark, som kobler samtaleterapi med konkrete øvelser – fysiske såvel som mere mentale –  og som tager udgangspunkt i de erfaringer og fortællinger, der er indlejret i vores krop.

Igennem livet oplever vi både gode og mindre gode ting, der efterlader aftryk i vores krop. Nogle af disse aftryk i kroppen lagrer sig som varme gode fornemmelser, der giver os energi og føles ressourcefulde. Det kan f.eks. være følelsen af vores mors krop, når vi får et knus eller vores fars varme hånd. Eller Det kan være duften i vores bedsteforældres hjem. Andre aftryk fra dårlige, potentielt traumatiske oplevelser opleves som en tung bagage at bære rundt på i kroppen. De tager vores energi, får os til at reagere på uhensigtsmæssige måder og forstyrrer os i vores hverdag. Det kan f.eks. være lyden af en høj, vredladen stemme, der får os til at krybe sammen.

I et sensorimotorisk forløb er vi nysgerrige på disse aftryk i kroppen og på, hvordan de påvirker vores nuværende liv. På en måde kan man sige, at vi i sensorimotorisk terapi går på udforskning sammen i kroppens fortællinger, hvor jeg som terapeut er med som din ledsager og guide, og du som klient har fokus på din krop og det, den fortæller dig. Og du er den, der kan lære fra din krops erfaring om, hvad den har brug for og hvor vi skal hen. Når vi giver de minder og oplevelser, der sidder fast i kroppen, opmærksomhed, kan det hjælpe dem til at løsnes og ændre den måde, du oplever dig selv på, både kropsligt og psykologisk.

Jeg arbejder ud fra den forståelse, at vi organiserer vores oplevelser ved hjælp af nogle grundlæggende byggesten. De mest fundamentale byggesten er vores tænkning, følelser, bevægelser, sanser (syn, høre, smag, lugt, berøring) og vores indre sansninger (interoception), som f.eks. sommerfugle i maven, kuldegys, sitren eller gysen etc. Alle byggesten bidrager til, hvordan vi oplever en given situation, og hvordan vi lagrer den i vores hukommelse. Nogle af disse byggesten ligger nemt tilgængeligt i vores system, som f.eks. fortællingen, der berettes i ord fra vores tænkning. For de fleste mennesker er følelserne også rimeligt tilgængelige og bidrager til forståelsen af en begivenhed. De mere kropslige baserede byggesten er for de fleste af os skjult viden, som vi ikke tænker over eller har direkte forbindelse til, men som ofte bidrager endnu mere væsentligt til at forstå og bearbejde en given oplevelse.


Sensorimotorisk psykoterapi har udviklet metoder til at få adgang til denne skjulte kropslige viden og bruger den på lige fod med mere traditionelle psykoterapeutiske samtaleteknikker. Faktisk er det ikke, hvad der skete, der er det mest interessante i terapien, men hvilke effekter det har efterladt i personens system, og hvordan det påvirker personen i nutiden.


Et eksempel kan være Anja, der hver gang hendes chef hæver stemme og taler bestemt, bliver urolig, får let hjertebanken og får lyst til at gå. Hun forstår ikke, hvorfor hun reagerer sådan, da han ikke nødvendigvis skælder ud på hende. Hendes kolleger siger, at ”sådan er han bare”, og at det ikke har noget med hende at gøre. Gennem terapien finder Anja paralleller til sin barndom, der var præget af en kolerisk far, der ofte råbte højt og skældte ud på mor, Anja og hendes søskende, og som til tider kunne ende med at være voldelig. For Anja er det hjælpsomt at finde ud af, at det er chefens høje stemme, der udløser kropslige reaktioner, der hørte hendes barndom til, og som intet havde at gøre med hendes chef.

Sensorimotorisk psykoterapi baserer sin behandling på forskning om hjernen. Metoden er udviklet af Pat Ogden, en af somatisk psykoterapis pionerer, der siden 1980´erne har arbejdet med at forfine metoden i samarbejde med hjerneforskere og andre videnskabsfolk, som Bessel van der Kolk, Steven Porges, Alan Schore og Daniel Siegel, som har bidraget med relevant forskning.

 

For yderligere viden om Sensorimotorisk Psykoterapi se:  https://sensorimotorpsychotherapy.org

bottom of page