Når du sidder fast i mønstre, du er træt af
Nogle gange gentager vi reaktioner og måder at være på, som vi er utilfredse med og som vi trods det ikke formår at stoppe. Det kan være, at man altid ender i et skænderi med en søskende eller ægtefælle. Det kan være at man aldrig får sagt noget til møder, selvom man har meget på hjertet og måske havde planlagt at sige noget. Eller det kan være at man altid siger ja til forpligtelser – f.eks. på arbejde eller i sociale sammenhænge - selvom man havde besluttet sig for at sige nej og har alt for meget om ørene i forvejen. Eksemplerne er uendelige.
Ofte handler det om, at de mønstre, vi benytter, en gang har været hjælpsomme for os, og at vi ikke har opdaget, at de egentligt ikke behøves mere. Ja, måske er de blevet direkte uhensigtsmæssige og forhindrer os i at udfolde os fuldt ud. Ved i terapien at iagttage egne mønstre med fokuseret opmærksomhed, blive bevidst om deres funktion og eksperimentere med dem kan det blive muligt at slippe dem og tillade nye måder at være i verden på. Hyppigt er disse mønstre grundlagt i barndommen og det kan kræve et længere forløb at udforske og ændre dem.
JOHN kommer i terapi, da han er utilfreds med sine reaktioner i forhold til venner, arbejdskolleger og især sin kæreste. Han reagerer hurtigt med at gå i forsvar, hvis han føler sig kritiseret. Han forskanser sig og lukker sig inde i sig selv. Til tider, hvis det, han oplever som angreb, bliver ved, bliver han aggressiv, højttalende og siger ting, han senere fortryder. Han har reageret sådan så længe han kan huske og har tænkt, at sådan er han bare. Hans kone forlod ham for nogle år siden, da hun følte, at han ikke lod hende komme tæt på sig, og at han havde svært ved at vise sine følelser. John har nu mødt en ny kæreste, som han er meget glad for og gerne vil kunne åbne op for.
Gennem terapien finder John ud af, at hans reaktioner er grundlagt tilbage i hans skoletid, hvor han var udsat for mobning. Ubevidst lærte han sig at trække sig ind i sig selv og ikke vise sårbarhed for at holde sammen på sig selv. Hvis tingene blev for slemme, gik han til angreb ved enten at tage til genmæle eller slås. I barndomshjemmet var der ikke meget overskud og John holdt det for sig selv, hvordan det stod til i skolen.
I terapien får han gennem vores arbejde med fokuseret opmærksomhed øje på, at han møder verden med ringe grad af tillid, altid forventer det værste og har svært ved at stole på folk. Hans ubevidste overbevisning lyder på, at han må klare sig selv og ikke kan stole på nogen, heller ikke dem tæt på. Det er forløsende for John at blive bevidst om disse ubevidste mønstre og om, at han ikke har brug for dem mere. Samtidig er mønstrene så indlejrede, både kognitivt og kropsligt, at han ikke bare kan slippe dem ved at blive bevidst. Vi arbejder med relationsøvelser, der f.eks. handler om at række ud, tage imod og have mindre rigide grænser. John erfarer, at han er i stand til at ændre sine automatreaktioner, være mere tillidsfuld og være mere åben og sårbar.
Da jeg har tavshedspligt er navnet John opdigtet.
