Case-historier
Anja
ANGST
“Et eksempel er Anja, der hver gang hendes chef hæver stemmen og taler bestemt, bliver urolig, får let hjertebanken og får lyst til at gå.
Hun forstår ikke, hvorfor at hun reagerer sådan, da han ikke nødvendigvis skælder ud på hende og hendes kolleger siger, at ”sådan er han bare” og at det ikke har noget med hende at gøre.
Gennem terapien finder Anja paralleller til sin barndom, der var præget af en kolerisk far, der ofte råbte højt og skældte ud på mor og Anja og hendes søskende og som til tider kunne ende med at være voldelig.
For Anja var det hjælpsomt at finde ud af at det var chefens høje stemme, der triggede kropslige reaktioner, der hørte hendes barndom til, og som intet havde at gøre med hendes chef.“
Læs mere om behandling af angst – klik her
Søren
STRESS
“Søren kommer i klinikken efter flere stresssygemeldinger.
Han er pt stresssygemeldt.
Han sover dårligt, er irritabel, har svært ved at huske og koncentrere sig. Han skælder sig selv ud for at være svag og synes bare at han skal tage sig sammen.
I første session fortæller Søren, hvad der har udløst stressen, hvilket indbefatter arbejdspres og en fyldt hver dag med to små børn. Der laves kort undervisning i hvordan stress påvirker vores nervesystem og arbejdes de første gange med teknikker til at berolige Sørens nervesystem. Især virker åndedrætsøvelser og afspænding godt for Søren.
Den afspænding, der virker bedst, indtales på Sørens telefon og han bruger den ved indsovning og hvis han vågner om natten og ikke kan sove.
Efter nogen tid starter arbejdet med at afdække årsagerne til stressen. Søren finder ud af at han altid tager meget stort ansvar og har svært ved at sætte grænser og sige nej.
Igennem terapien finder Søren ud af at dette mønster blev grundlagt da han som barn tog stort ansvar for sine søskende grundet morens kroniske sygdom. Som del af at ændre dette mønster arbejdes der med grænsesætningsøvelser og med Sørens holdning, som bærer præg af at bære tunge byrder med en let sammensunket overkrop og et dukket hoved.“
Læs mere om behandling af stress – klik her
Susanne
TRAUMER
“Suzanne er plaget af indsovningsbesvær, mareridt og urolig søvn. Om dagen har hun højt stress niveau i kroppen og høj agtpågivenhed. Hun bruger fx megen energi på at holde øje med hvem der kommer ind på hendes kontor område.
Hun søger hjælp for at nedbringe sit stress niveau. I den indledende samtale fortæller hun, at hun ikke føler sig stresset af sit arbejde og egentligt ikke forstår sine reaktioner. Ved blid indspørgning fortæller Suzanne, at hendes mareridt altid handler om en voldtægt, hun var udsat for et par år siden. På det tidspunkt modtog hun nogle samtaler og hun troede egentligt at hun havde lagt det bag sig.
I den efterfølgende terapi arbejdes der kropsligt med at iagttage og følge Suzanne´s krops reaktioner og afdække, hvad hendes krop og nervesystem har brug for.
For Suzanne var behovet at skubbe væk mod en modstand og råbe ”STOP”. Der arbejdes med dette og Suzanne oplever stor afspænding og slip i kroppen. Og får efterfølgende kontakt til en stor sorg over hvad der er hændt hende.
For Suzanne var det stor lettelse at mærke at hendes krop gerne ville have forsvaret sig og hun oplevede stor forbløffelse over at dette instinkt stadig sad i hendes krop. I selve traume situationen havde overmagten været for stor og det havde ikke været muligt for hende at kæmpe imod, så hendes nervesystem sørgede for at hun gik i kollaps. Noget, Suzanne havde brug mange selv-dømmende tanker på.“
Læs mere om behandling af traumer – klik her
Mads
TRAUMER
“Mads var blevet væltet på sin cykel af en fuld fodgænger, der i fuldskab faldt ud i ham på cykelstien. Trods det at han havde cykelhjelm på, blev Mads slået bevidstløs og havde hukommelsestab for hvad der skete.
Han pådrog sig i ulykken en hjernerystelse, som han stille og roligt kom sig over.
Da han var klar til at cykle igen, finder han ud af at han er bange for det og hver gang han prøver, spænder han op og hvis der er noget der bevæger sig på fortorvet på sin højre side, undviger han med det resultat, at han slår et stort sving ud på vejen eller cykelstien.
Mads har lyst til at lade være at cykle, men hører fra en ven, at han kan få hjælp til at arbejde med denne reaktion. Han møder derfor i klinikken med denne problemstilling.
Trods hans hukommelsestab husker hans krop hændelsesforløbet og der arbejdes igennem kroppens bevæge sekvenser indtil hans nervesystem er tilbage i ligevægt og hans krop forstår at den ikke skal reagerer som om der kommer noget flyvende fra højre.
Efter 3 ganges behandling er Mads roligt tilbage på cyklen uden opspænding og uhensigtsmæssige reaktioner.“
Læs mere om behandling af traumer – klik her
Amalie
STRESS
“Amalie kommer til behandling, da hun er træt af at hun hele tiden tænker på mad og indretter sit liv efter sine kost- og motionsvaner. Hun ser færre og færre af sine venner, da det hele handler om at løbe nok og træne nok i fitness centret og hun føler ikke at hun har tid til at se sine venner, når hun også skal passe sine studier. Hun føler sig udmattet og træt og er ked af, at hendes liv former sig som det gør. Samtidig er hun bange for at skære ned på sine motionsvaner, da hun er meget bange for at blive for tyk. Hun opfatter sig selv som lidt for tyk og har konstant ønske om at tabe sig.
Ved den indledende samtale taler vi om Amalie´s vægt, som ligger noget under det BMI, man ville forvente af en kvinde på hendes højde. På trods af dette ser Amalie sig stadig som for tyk, hvilket peger i retningen af at Amalie har en kropsforvrængning.
Vi beslutter os for at starte arbejdet her og arbejder med konkrete øvelser, der hjælper Amalie til at se hvor stor forskel der på hendes krops egentlige størrelse og den måde, hun ser den på. Dette er hjælpsomt for Amalie i forhold til at turde spise mere og skære lidt ned på sin motion.
Amalie går i et længere forløb, hvor vi kommer dybt ned i årsagerne til hendes spiseforstyrrelse. Hun får blandt øje på, hvordan hun i barndommen ofte ikke havde lyst til at fylde og blive set, når bølgerne gik højt i barndomshjemmet, hvor en kolerisk og let antændelig far hidsede sig op over små ting, hun gjorde. Hun fik hjælp til at blive bevidst om, hvordan dette havde påvirket hendes kropsholdning, som bar præg af at være en krop, der gerne ville gemme sig med et let dukket hoved, indtrukne skuldre og let sammensunken ryg. Med bevidsthed om dette kom lysten til at ændre på det og Amalie erfarede, hvordan en ændret holdning gik hånd i hånd med en anderledes måde at være i verden på, med mere mod og mere lyst til at blive hørt og set som den, hun er.“